Husorden for ejerforeningen
1. Ansvar for overholdelse af husordenen
1.1
Husordenen skal overholdes af ejeren af en af Foreningen omfattet ejerlejlighed (i det følgende benævnt ”Ejer”), samt af dennes husstand, lejere/erhvervslejere og de personer, der er på besøg i Ejerens lejlighed (samlet kaldet ”Bruger/Brugere/Brugerne”).
1.2
Ejer er ansvarlig for at husordenen overholdes, herunder for adfærd fra Brugere, som den pågældende Ejer har givet adgang til Foreningens område eller den enkelte ejerlejlighed. Ved udlejning skal Ejer informere lejere om denne husorden og vedlægge denne som bilag til lejekontrakten.
1.3
Hovedprincipperne i husordenen er, at hver Ejer og Bruger skal udvise sund fornuft, hensyn over for andre og Foreningens ejendom, hvilket skal lægges til grund ved eventuel tvivl om forståelse af bestemmelserne i husordenen i øvrigt.
2. Affald
2.1
Foreningens og Aarhus Kommunes til enhver tid gældende anvisninger om affaldsbortskaffelse skal følges.
2.2
Det er ikke tilladt at henstille eller henkaste affald på Foreningens fællesarealer.
2.3
Al dagrenovation skal pakkes ned i lukkede affaldsposer, inden det smides ud i affaldscontainere. Låget til affaldscontaineren skal altid holdes lukket. Hvis affaldscontaineren er fuld, må der ikke smides affald ved siden af den, idet Ejer og/eller Bruger da er ansvarlig for bortskaffelse af affald andet steds.
2.4
Øvrigt affald skal sorteres og placeres i de affaldscontainere, som er beregnet til det.
2.5
Reklamer, aviser m.m. må ikke efterlades oven på postkasser eller andet steds, men skal bortskaffes af den modtagende.
2.6
Fjerner Ejeren og/eller Brugeren ikke affald, herunder byggeaffald, vil affaldet blive bortkørt på Ejers regning.
2.7
Indboeffekter, herunder møbler, radio/tv, tæpper, hårde hvidevarer mv. afhentes gratis via kommunens storskraldsordning. Effekterne skal tydelig markeres med et mærkat, således, at det fremgår, at effekterne er til storskrald. Effekter til storskraldsordning må tidligst stilles frem til afhentning dagen før afhentning er aftalt at ske. Der henvises til yderligere informationer på Aarhus Kommunes hjemmeside.
3. Cykler
3.1
Cykler skal parkeres i de stativer, som Foreningen har til formålet. Foreningens bestyrelse er berettiget til at fjerne cykler, der henstår ubenyttet i længere tid, idet dette i så fald skal varsles ved montering af skilt eller lignende på den enkelte cykel minimum 1 måned inden bortskaffelse sker.
3.2
Cykler som ikke holder inden for cykelparkeringsområderne på de frie arealer, fjernes uden ansvar.
4.0 Brug af fællesarealer
4.1
Fællesarealer (fx tagterrasse, gange og trapper) skal efterlades ryddelige, og må ikke anvendes til opmagasinering, herunder af fodtøj, reoler, flasker, cykler, barnevogne, klapvogne, legetøj, affaldsposer mv.
4.2
Ud over måtte, må der ikke placeres eller opsættes nogen form møblement og lignende i trappeopgange.
4.3
Det er tilladt at grille i forhaver, på egne altaner og på tagterrassen med gas- og elgrill. Kulgrill, herunder også engangsgrill, må ikke benyttes. Brug af åben ild, fx bål og fakler, er ikke tilladt. Den lokale brandvedtægt og myndighedernes anvisninger skal altid være overholdt. Fyrværkeri må ikke antændes på Foreningens område.
Særligt for tagterrassen
4.4
Ophold på tagterrassen kan ske i alle døgnets timer. I tidsrummet mellem kl. kl. 22.00-8.00 i alle hverdage, og mellem kl. 23.00-9.00 i weekender, må ophold dog ikke medføre støjgener for de øvrige beboere i ejendommen.
4.5
Det er ikke muligt at booke Orangeri eller tagterrassen generelt til et privat arrangement.
4.6
På tagterrassen er det ikke tilladt at spille drukspil, boldspil, stå på skateboard og rulleskøjter m.v., eller at klatre på ydersiden af rækværket.
4.7
Den på tagterrassen etablerede ”biograf” må alene anvendes til private forevisninger for Ejere og Brugere.
4.8
Børn under 8 år må ikke opholde sig på tagterrassen uden opsyn fra person over 18 år.
4.9
Der må ikke overnattes på tagterrassen.
4.10
Der oprettes et udvalg til vanding og pasning af planter, urter og grønsager.
5.0 Rygning
5.1
Der må ikke ryges på trapper, tagterrassen, eller øvrige af Foreningens fællesarealer.
6.0 Depotrum
6.1
Hver ejerlejlighed har tilknyttet et depotrum. Depotrummet er ikke beregnet til værksted, og opbevaring af ejendele uden for depotrummet er forbudt. Ejendele opbevaret uden for depotrummet kan fjernes af bestyrelsen uden varsel og ansvar. Depotrummene må kun benyttes af Ejer/Bruger der har bopæl i Foreningen. Der må ikke opbevares kemiske produkter eller andre effekter, der kan forvolde skade på bygningen, fællesarealer eller andre Brugeres/Ejeres opbevarede ejendele, herunder i tilstødende depotrum.
7.0 Skadedyr
7.1
Hvis en Ejer eller Bruger opdager skadedyr, som fx mus, rotter eller væggelus, på Foreningens område, skal den pågældende straks meddele dette til eventuel administrator, bestyrelsen og kommunen.
7.2
Det er ikke tilladt at fodre fugle og andre smådyr på Foreningens område.
7.3
Er en Ejer eller Bruger ansvarlig for, at der er skadedyr på Foreningens område, kan bestyrelsen lade skadedyrsbekæmpelse ske på Ejers regning.
8.0 Støj
8.1
Ejer og/eller Bruger har pligt til at begrænse lugt- og støjgener i ejendommen, og således agere under sædvanlig hensyntagen til de øvrige beboere i ejendommen.
8.2
Brug af tv, radio, musikanlæg, musikinstrumenter, maskiner (jf. dog pkt. 3) m.v. skal ske under behørig hensyntagen til naboerne. Støjende adfærd, høj musik m.v. må ikke finde sted mellem kl. 22.00 og kl. 8.00 i alle hverdage, og mellem kl. 23.00-9.00 i weekender.
8.3
Boremaskiner, slibemaskiner og andet støjende værktøj må ikke bruges mellem kl. 20.00 og kl. 8.00.
8.4
Beboeren skal varsle gulvslibning og vedligeholdelsesarbejder, der medfører gener for naboer, med forudgående personlig kontakt til berørte beboere senest tre døgn før.
9.0 Klager
9.1
Der henstilles til, at den Bruger eller Ejer, der oplever adfærd i strid med denne husorden, først taler med den pågældende om, hvad der opleves, og hvorledes det generer, med henblik på en fælles forståelse fremadrettet.
9.2
Det er bestyrelsen (sammen med eventuel administrator), der behandler klager over Ejere og/eller Brugere, der ikke overholder husordenen.